fredag den 12. juni 2009

Den israelske lobby

[DPV - Stephen Walt og John Mearsheimer] 24/4 2006

To professorer fra hhv. Harvard Universitetet og Chicago Universitetet har netop offentliggjort en 81 siders undersøgelse med titlen “Den israelske lobby og USA’s udenrigspolitik” ("The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy").

Undersøgelsen konkluderer, at ”den generelle amerikanske taktik i (Mellemøsten) næsten udelukkende er et resultat af amerikansk indenrigspolitik og specielt af ”Israel-lobbyens” aktiviteter.

Forfatterne undersøger systematisk kendsgerningerne om forholdet mellem USA og Israel og konkluderer, at Israel hverken er et strategisk aktiv eller et ”tvingende moralsk anliggende hvad angår vedvarende støtte fra USA” og de peger direkte på den israelske lobbys ”evne til at lede den amerikanske udenrigspolitik så langt væk fra, hvad den amerikanske nationale interesse ellers måtte indikere, samtidig med at lobbyen overbeviser amerikanere om, at USA og Israel i bund og grund har sammenfaldende interesser.”

Forfatterne undersøger det totale omfang af den israelske lobbys bestræbelser, der strækker sig fra dens intimidering af pressen, tænketanke og den akademiske verden for at få dem til at fremstille et misvisende billede af Israel og til lobbyens succes mht at gøre sin indflydelse gældende i Kongressen og præsidentembedet mhp at få disse til at implementere Israels taktiske mål.

Undersøgelsen er betydningsfuld ikke blot p.gr.a. sit indhold men også fordi den overhovedet er blevet offentliggjort. Forfatterne bemærker i afsnittet om lobbyens intimidering af pressen: ”Aviser trykker nu og da debatartikler, der udfordrer israelsk politik, men de fleste artikler favoriserer klart den anden side. Det er meget svært at forestille sig, at noget amerikansk mainstream-medie ville offentliggøre det, vi her har skrevet.”

http://www.democracyinaction.org/dia/track.jsp?key=95873097&url_num=4&url=http://ksghome.harvard.edu/~swalt/index.htm

Stephen Walt er dekan og professor i internationale studier på John F. Kennedy School of Government ved Harvard Universitetet. Hans seneste bog hedder "Taming American Power: The Global Response to U.S. Primacy" (W.W. Norton & Co., 2005). Iflg. universitetets hjemmeside har han tidligere arbejdet hos the Carnegie Endowment for International Peace og som gæstelærer ved Brookings Institution. Desuden har han været konsulent for Institute of Defense Analyses , the Center for Naval Analyses, og the National Defense University.

http://www.democracyinaction.org/dia/track.jsp?key=95873097&url_num=5&url=http://political-science.uchicago.edu/faculty/mearsheimer.html

John Mearsheimer er professor i statsvidenskab og er med til at lede Program on International Security Policy ved Chicago Universitetet, hvor hans viden om sikkerhedsforhold og international politik nyder stor anseelse. Han afsluttede sin uddannelse på West Point i 1970 og arbejde i fem år som officer i det amerikanske luftvåben.

Begge forfattere har tidligere skrevet “An Unnecessary War” (se:
http://www.democracyinaction.org/dia/track..jsp?key=95873097&url_num=6&url=http://johnmearsheimer.uchicago.edu/pdfs/A0032.pdf )
som argumenterede imod at invadere Irak. Se januar-februar 2003-udgaven af Foreign Policy Magazine.

London Review of Books Vol. 28 No. 6 23.marts 2006
Den israelske lobby

af John Mearsheimer og Stephen Walt

I de sidste mange årtier – og specielt siden Seksdageskrigen i 1967 har udgangspunktet for amerikansk Mellemøstpolitik været dets forhold til Israel.

Kombinationen af urokkelig støtte til Israel og den tilsvarende bestræbelse på at sprede ”demokrati” i hele regionen har ophidset den arabiske og islamiske opinion og bragt ikke blot amerikansk men ligeledes store dele af resten af verdens sikkerhed i fare.

Denne situation er uden sidestykke i amerikansk politisk historie. Hvorfor har USA været villig til at tilsidesætte sin egen og mange af sine allieredes sikkerhed blot for at fremme en anden stats interesser?

Man kunne formode, at båndet mellem de to lande var baseret på fælles strategiske interesser eller tvingende moralske imperativer, men ingen af disse to forklaringer kan forklare det bemærkelsesværdigt høje niveau som både amerikansk materiel og diplomatisk støtte ligger på.

I stedet er fremstødet for den amerikanske politiske interesse i området næsten udelukkende indenrigspolitisk betinget og specielt betinget af ”Israel-lobbyen”. Andre interessegrupper med specielle interesser har været i stand til at dreje udenrigspolitikken i en bestemt retning, men ingen anden lobby har været i stand til at omdirigere den så langt fra, hvad man skulle mene, den nationale interesse var, samtidig med at man overbeviser amerikanerne om, at amerikanske interesser og det andet lands interesser – i dette tilfælde Israels – i bund og grund er sammenfaldende.

Siden Oktoberkrigen i 1973 har Washington givet Israel så megen støtte, at støtte til enhver anden stat svinder ind til ingenting. Israel har været den største årlige modtager af direkte økonomisk og militær hjælp siden 1976, og det er den stat, der sammenlagt har modtaget flest midler siden Anden Verdenskrig, et beløb på ikke mindre end mere end 140 milliarder dollars (i 2004-dollars).

Israel modtager omkring 3 milliarder i direkte hjælp hvert år, ca. en femtedel af budgettet for udenlandsk bistand, og det svarer til ca. 500 dollars om året pr. israeler.

Denne rundhåndethed er specielt iøjnefaldende, når man tager i betragtning, at Israel i dag er en rig industristat, som har en per capita-indkomst som mere eller mindre svarer til Sydkorea elle Spanien.

Andre modtagerlande får deres penge i kvartalsvise rater, men Israel modtager hele bevillingen ved starten af hvert finansår og kan således tjene renter på den. De fleste der modtager økonomisk hjælp til militære formål, skal bruge alle midlerne i USA, mens Israel får lov til at bruge omkring 25% af sin tildeling på at subsidiere sin egen forsvarsindustri.

Det er det eneste modtagerland, som ikke skal redegøre for, hvorledes hjælpen er blevet brugt. Det gør det i realiteten umuligt at undgå, at pengene bliver brugt til formål, som USA er imod, for eksempel til byggeri af bosættelser på Vestbredden. Derudover har USA forsynet Israel med 3 milliarder dollars til at udvikle våbensystemer og givet det adgang til fornemme kvalitetsvåben som Blackhawk-helikoptere og F-16-jetfly.

Endelig giver USA Israel adgang til efterretninger, som dets NATO-allierede ikke må få og har vendt det blinde øje til Israels anskaffelse af atomvåben.

Washington giver også Israel konsekvent diplomatisk støtte. Siden 1982 har USA nedlagt veto imod 32 resolutionsforslag i Sikkerhedsrådet, fordi disse var kritiske over for Israel.

Det er flere end det samlede antal vetoer nedlagt af alle de øvrige medlemmer af Sikkerhedsrådet. Washington blokerer ligeledes arabiske staters forsøg på at sætte Israels atomarsenal på IAEA’s dagsorden. USA er redningsmanden i krigstid og tager Israels parti, når der skal forhandles om fred.

Nixon-regeringen beskyttede landet mod truslen om sovjetisk intervention og gav det flere forsyninger under Oktoberkrigen. Washington var dybt involveret i de forhandlinger, der afsluttede dén krig, så vel som i den langtrukne ”trin-for-trin”-proces der fulgte efter, ligesom de spillede en central rolle i forhandlingerne der gik forud for og fulgte efter Osloaftalen i 1993.

I hvert tilfælde var der ind imellem gnidninger mellem amerikanske og israelske embedsmænd, men USA støttede konsekvent det israelske synspunkt. En amerikansk deltager ved Camp David-forhandlingerne i 2000 sagde senere: ”Alt for mange gange fungerede vi ….. som Israels advokat.” Og endelig, så er Bush-regeringens ambition om at ændre Mellemøsten i det mindste delvis møntet på at forbedre Israels strategiske situation.

Man kunne måske forstå denne usædvanlige generøsitet, hvis Israel havde været et vigtigt strategisk aktiv, eller hvis der var en markant moralsk sag, som USA skulle bakke op bag. Men ingen af disse to forklaringer er særligt overbevisende.

Man kunne hævde, at Israel under Den kolde krig var et aktiv. Ved at fungere som USA’s stedfortræder efter 1967, var det med til at inddæmme sovjetisk ekspansion i området og påførte sovjetiske klienter som Egypten og Syren ydmygende nederlag. Ind imellem hjalp det med til at beskytte andre amerikanske allierede (som f.eks. Kong Hussein af Jordan) og dets militære overlegenhed tvang Moskva til at bruge flere penge på at bakke sine egne klientstater op. Det skaffede også nyttige efterretninger om sovjetisk forsvarsevne.

Men det var ikke billigt at støtte Israel, og det komplicerede Amerikas relationer til den arabiske verden. F.eks. udløste beslutningen under Oktoberkrigen om at give 2.2 milliarder dollars i militær nødhjælp en olieembargo fra OPEC-landenes side. Den udrettede betydelig skade på den vestlige verdens økonomier.

Trods det var Israels væbnede styrker ikke i stand til at beskytte amerikanske interesser i området. USA kunne f.eks. ikke regne med Israel, da den iranske revolution i 1979 skabte bekymring m.h.t. olieforsyningssikkerheden og var nødt til at etablere sine egne udrykningsstyrker (RDF).

Den første golfkrig afslørede, i hvor høj grad Israel var ved at blive en strategisk byrde. USA kunne ikke benytte israelske baser uden at sprænge den anti-irakiske koalition, og var nødt til at omdirigere resurser (f.eks. Patriot-missil-batterier) for at forhindre, at Tel Aviv gjorde noget, som kunne skade alliancen mod Saddam Hussein.

Historien gentog sig i 2003: selv om Israel var ivrig efter, at USA skulle angribe Irak, kunne USA ikke bede landet om hjælp uden at udløse arabisk modstand. Så Israel forblev på sidelinjen endnu engang.

Fra ’90erne og frem, og endnu mere efter 11. september, har USA retfærdiggjort støtten ved at hævde, at begge stater er truede af terroristgrupper, som stammer fra den arabiske og muslimske verden samt af ”slyngelstaterne”, der bakker op om disse grupper og som er ude efter at få fat i masseødelæggelsesvåben.

Dette betyder nu, at ikke blot burde Washington give Israel frie hænder i forhold til at tage sig af palæstinenserne og ikke presse landet til at gøre indrømmelser før alle palæstinensiske terrorister er sat i fængsel eller døde, men også at USA burde gå efter lande som Iran og Syrien.

Israel ses således som en meget vigtig allieret i krigen mod terror, fordi dets fjender også er USA’s fjender. I virkeligheden er Israel en belastning i krigen mod terror og det bredere fokus på at gribe problemet med slyngelstater an.

“Terrorisme” er ikke en enkelt modstander, men en taktik, som en meget omfattende række af politiske grupper bruger. De terroristorganisationer, der truer Israel, truer ikke USA, undtagen når USA intervenerer mod dem (som i Libanon i 1982).

Derudover er palæstinensisk terrorisme ikke tilfældig vold rettet imod Israel eller ”Vesten”. Det er stort set et svar på Israels langvarige felttog med henblik på at kolonisere Vestbredden og Gazastriben.

Hvad der er endnu vigtigere: at sige at Israel og USA er forenede af en terrortrusel de har til fælles er en bagvendt slutning: USA har et terrorismeprobem hovedsagelig fordi det er så tæt forbundet med Israel, ikke omvendt. USA's støtte til Israel er ikke den eneste kilde til anti-amerikansk terrorisme, men den er vigtig, og den gør, at det bliver sværere at vinde krigen mod terror.

Der er ingen tvivl om, at mange al-Qaida-ledere, inklusive Osama Bin Laden, er motiverede af Israels tilstedeværelse i Jerusalem og af palæstinensernes vanskelige stilling. Ubetinget støtte til Israel gør det nemmere for ekstremister at samle udbredt støtte og at trække tilhængere til sig.

Hvad angår såkaldte “slyngelstater” i Mellemøsten, så udgør de ikke nogen meget alvorlig trusel mod vitale amerikanske interesser, undtagen for så vidt som de er en trusel mod Israel.

Selvom disse stater får atomvåben – hvilket er klart uønskeligt – så vil hverken USA eller Israel kunne afpresses, fordi den afpressende part ikke kunne føre sin trusel ud i livet uden selv at blive udsat for kraftig gengældelse.

Faren for, at terrorister skulle få fat i atommateriale, er ligeledes fjern, idet en slyngelstat aldrig ville kunne være sikker på, at leveringen ville gå upåagtet hen eller at den ikke senere ville blive givet skylden og straffet. Forholdet til Israel gør det faktisk mere besværligt for USA at forhandle med disse stater. Israels atomarsenal er en af grundene til, at dets naboer ønsker atomvåben, og at true dem med at skifte deres regimer ud gør blot ønsket endnu større.

En sidste grund til at sætte spørgsmålstegn ved Israels strategiske værdi er, at det ikke opfører sig som loyal allieret. Israelske embedsmænd ignorerer tit og ofte amerikanske anmodninger og løber fra aftaler og løfter (inklusiv løfter om at holde inde med at bygge bosættelser og at holde inde med ”målrettede snigmord” på palæstinensiske ledere).

Israel har skaffet følsom militærteknologi til potentielle rivaler som Kina, i hvad Udenrigsministeriets generalinspektør kaldte ”et systematisk og voksende mønster af uautoriserede overførsler”. Israel udfører sammenlignet med alle andre allierede ligeledes ifølge rigsrevisorerne (General Accounting Office/GAO) ”den mest aggressive spionagevirksomhed mod USA”. Ud over Jonathan Pollard-sagen – Jonathan Pollard videregav store mængder klassificeret materiale i starten af 1980erne (som det efter sigende videregav til Sovjetunionen til gengæld for flere udrejsevisa til sovjetiske jøder) – brød en ny strid ud i 2004, da det blev afsløret, at en central embedsmand i Pentagon, Larry Franklin, havde videregivet klassificerede oplysninger til en israelsk diplomat.

Israel er næppe det eneste land, der spionerer imod USA, men den vilje landet udviser med hensyn til at spionere imod dets vigtigste velynder og beskytter, drager yderligere dets strategiske værdi i tvivl.

Israels strategiske værdi er ikke det eneste spørgsmål. Dets tilhængere hævder ligeledes, at det fortjener ubetinget støtte, fordi det er svagt og omgivet af fjender; det er demokratisk; det jødiske folk har været udsat for forbrydelser i fortiden og har derfor gjort sig fortjent til en speciel behandling; og Israels opførsel har moralsk set været bedre i forhold til dets modstanderes.

Hvis man kigger disse argumenter nærmere efter i sømmene, så er ingen af disse argumenter overbevisende. Der er stærke moralske argumenter for at støtte Israels eksistens, men den er ikke i fare. Hvis man ser objektivt på det, så giver dets tidligere og nuværende opførsel ikke noget moralsk grundlag for at give dem førsteprioritet i forhold til palæstinenserne.

Israel bliver ofte fremstillet som David der er oppe imod Goliath, men den omvendte situation kommer faktisk sandheden nærmere. I modstrid med den udbredte opfattelse havde zionisterne større, bedre udstyrede og bedre anførte styrker i Uafhængighedskrigen i 1947-49, og De Israelske Forsvarsstyrker (IDF) vandt hurtige og nemme sejre mod Egypten i 1956 og mod Egypten, Jordan og Syrien i 1967 – alt sammen før USA’s massive støtte begyndte at strømme. I dag er Israel den stærkeste militærmagt i Mellemøsten.

Dets konventionelle styrker er dets naboers langt overlegne, og Israel er den eneste stat i området, som har atomvåben. Egypten og Jordan har underskrevet fredstraktater med Israel, og Saudi Arabien har tilbudt at gøre ligeså. Syrien har mistet sin sovjetiske protektor, Irak er blevet ødelagt af tre katastrofale krige, og Iran er hundredevis af kilometer væk. Palæstinenserne har knapt nok en effektiv politistyrke endsige en hær, der kunne udgøre en trusel for Israel. Ifølge en vurdering fra 2005 udarbejdet på Tel Avivs Universitets Jaffee Centeret for Strategiske Studier, så er ”den strategiske balance så afgjort i Israels favør.

Israel er fortsat med at udvide den kvalitative kløft, der er mellem dets egen militære formåen og afskrækkelsesevne og dets naboers.”. Hvis et tungtvejende motiv bestod i at bakke op om underhunden, så ville USA støtte Israels modstandere.

At Israel er medlem af kredsen af demokratiske lande, og at det er omringet af fjendtlige diktaturstater, kan ikke forklare det niveau, den nuværende støtte ligger på: der er mange demokratier rundt i verden, men ingen som modtager den samme rundhåndede støtte. USA har før styrtet demokratiske regeringer og støttet diktatorer, når det kunne fremme landets egne interesser – det har gode relationer med flere diktaturer i dag.

Nogle aspekter af det israelske demokrati er i modstrid med amerikanske kerneværdier. Modsat USA, hvor mennesker formodes at være ligeberettigede uanset race, religion eller etnisk tilhørsforhold, så blev Israel udtrykkeligt grundlagt som en jødisk stat og indfødsret er baseret på princippet om blodslægtskab. Det er således ikke overraskende, at 1,3 millioner arabere bliver behandlet som andenklasses-borgere, eller at en ny israelsk regeringskommission konstaterede, at Israel opfører sig på en ”forsømmelig og diskriminerende” måde over for dem.

Landets demokratiske status bliver yderligere undergravet af, at det nægter at give palæstinenserne deres egen levedygtige stat eller fulde politiske rettigheder.

Et tredie motiv er historien om jødisk lidelse i den kristne, vestlige verden, specielt under holocaust. Fordi jøder i hundredevis af år blev forfulgt og kun kunne føle sig sikre i et jødisk hjemland, tror mange mennesker nu, at Israel har fortjent en speciel behandling af USA. At landet blev skabt, var uden tvivl en passende reaktion på de mange vidnesbyrd om forbrydelser mod jøder, men det skabte ligeledes nye forbrydelser mod en stort set uskyldig tredje part: palæstinenserne.

Dette var Israels første ledere helt klare over. David Ben-Gurion fortalte Nahum Goldmann, præsidenten for Den Jødiske Verdenskongres:

Hvis jeg var arabisk leder, ville jeg aldrig nogen sinde forhandle med Israel. Det er helt naturligt: vi har taget deres land …. Vi kommer fra Israel, men for to tusinde år siden, og hvad betyder det for dem? Der har været anti-semitisme, nazisterne, Hitler, Auschwitz, men var det deres skyld? De ser kun én ting: vi er kommet her og har stjålet deres land. Hvorfor skulle de acceptere det?

Siden da har israelske ledere gentagne gange forsøgt at afvise palæstinensernes nationale ambitioner. Da hun var premierminister, kom Golda Meir med den berømte bemærkning om, at ”der er ikke noget som hedder en palæstinenser.” Presset fra voldelige ekstremister og befolkningstilvæksten blandt palæstinenserne har tvunget efterfølgende israelske ledere til at trække sig tilbage fra Gazastriben og overveje andre territoriale kompromisser, men selv ikke Yitzhak Rabin var villig til at tilbyde palæstinenserne en levedygtig stat.

Ehud Barak foregav at komme med et generøst tilbud ved Camp David, men dette ville blot have givet dem en række afvæbnede bantustans under de facto-kontrol af Israel. Det jødiske folks tragiske historie forpligter ikke USA til at hjælpe Israel, lige meget hvad det foretager sig.

Israels tilhængere skildrer det også som et land, der hele tiden har søgt at stifte fred og har vist stor tilbageholdenhed, selv når det blev provokeret. Derimod siges araberne at have handlet med stor ondskab. Men i virkeligheden er det svært at se forskel på Israels og dets modstanderes generalieblade. Ben Gurion indrømmede, at de første zionister langt fra opførte sig menneskekærligt overfor de palæstinensiske arabere, der gjorde modstand overfor den uretmæssige indtrængning – hvilket næppe er overraskende, når man tager i betragtning, at zionisterne prøvede at skabe deres egen stat på arabisk jord. Ligeledes indgik der etnisk udrensning i skabelsen af Israel i 1947-48, inklusiv henrettelser, massakrer og voldtægter foretaget af jøder, og Israels efterfølgende adfærd har ofte været brutal, hvilket gør ethvert krav på moralsk overlegenhed til skamme.

For eksempel dræbte israelske sikkerhedsstyrker mellem 1949 og 1956 mellem 2700 og 5000 arabiske infiltratorer, hvoraf langt det største flertal var ubevæbnede. De israelske forsvarsstyrker myrdede hundredevis af ægyptiske krigsfanger i både 1956-krigen og 1967-krigen, mens de i 1967 fordrev mellem 100.000 og 260.000 palæstinensere fra Vestbredden, som Israel lige havde erobret. Endvidere fordrev de 80.000 syrere fra Golanhøjderne.

Under den første intifada uddelte IDF knipler til sine tropper og opmuntrede dem til at brække knoglerne på palæstinensiske demonstranter. Den svenske afdeling af Red Barnet anslog at ”23.600 til 29.900 børn i de første to år af intifadaen havde brug for lægebehandling for prygleskader.” Næsten en trediedel af dem var ti år eller derunder. Reaktionen på den anden intifada var endnu mere voldelig, hvilket fik Ha’aretz til at erklære at ”IDF er ved at udvikle sig til en dræbermaskine, hvis effektivitet er respektindgydende men chokerende.” IDF affyrede over en million kugler i de første par dage af opstanden.

Siden da har Israel dræbt 3,4 palæstinesere for hver israeler, der er blevet dræbt. Størstedelen har været uskyldige tilskuere; forholdet mellem palæstinensiske og israelske børn der er blevet dræbt er endda højere (5.7:1). Det er ligeledes værd at huske, at zionisterne benyttede sig af terroristbomber for at få briterne til at forlade Palæstina, og at Yitzhak Shamir, som engang var terrorist men senere blev premierminister, erklærede, at ”hverken jødisk etik eller jødisk tradition kan diskvalificere terrorisme som kampmiddel.”

At palæstinenserne er tyet til terrorisme er forkert, men det er ikke overraskende. Palæstinenserne mener ikke, at de har nogen anden måde, hvorpå de kan tvinge Israel til at gøre indrømmelser. Som Ehud Barak engang indrømmede, så ville han, hvis han var blevet født som palæstinenser, ”have sluttet sig til en terroristorganisation.”.

Så hvis hverken strategiske eller moralske argumenter kan forklare, hvorfor America støtter Israel, hvordan skal vi så forklare det?

Forklaringen er den uforlignelige magt, som Israel-lobbyen har. Vi bruger her ”lobbyen” som en forkortelse for den løse koalition af enkeltindivider og organisationer, som arbejder aktivt for at styre USA’s udenrigspolitik i en pro-israelsk retning. Det skal ikke forstås sådan, at ”lobbyen” er en samlet bevægelse med et centralt lederskab, eller at enkeltindivider indenfor bevægelsen ikke er uenige om bestemte emner.

Ikke alle amerikanske jøder er en del af lobbyen, fordi Israel ikke er et meget vigtigt spørgsmål for mange af dem. For eksempel sagde omkring 36 % af amerikanske jøder i en undersøgelse fra 2004, at de var enten ”ikke meget” eller ”slet ikke” følelsesmæssigt knyttede til Israel

Jødiske amerikanere er også uenige om specifik israelsk politik. Mange af nøgleorganisationerne i lobbyen, som f.eks. the American-Israel Public Affairs Committee (AIPAC) og the Conference of Presidents of Major Jewish Organisations, ledes af hardlinere, som sædvanligvis støtter Likuds ekspansionistiske politik, inklusiv dets fjendtlige indstilling over for Oslo-fredsprocessen. Men størstedelen af amerikanske jøder er mere tilbøjelige til at gøre indrømmelser overfor palæstinenserne, og nogle få grupper – så som Jewish Voice for Peace – anbefaler kraftigt sådanne skridt. På trods af disse uenigheder, går både moderate og hardlinere ind for at give fast støtte til Israel.

Ikke overraskende konsulterer jødiske ledere ofte israelske embedsmænd for at være sikre på at deres handlinger fremmer israelske mål. Som en aktivist fra en større jødisk organisation skrev: “Det er rutine for os at sige: “Dette er vor politik i en bestemt sag, men vi må undersøge, hvad israelerne tænker.” Vi som et fællesskab gør det hele tiden.” Der er en stærk uvilje imod at kritisere israelsk politik, og at lægge pres på Israel anses for at være udelukket. Edgar Bronfman senior, formanden for World Jewish Congress blev beskyldt for forræderi, da han skrev et brev til præsident Bush midt i 2003, hvori han tilskyndede ham til at overtale Israel til at bremse opførelsen af det kontroversielle sikkerhedshegn. Hans kritikere sagde at “det for formanden for World Jewish Congress ville være uanstændigt på et hvilken som helst tidspunkt at drive lobbyvirksomhed over for USA's præsident med henblik på at modarbejde den israelske regerings politik”.

På samme måde, da formanden for the Israel Policy Forum, Seymour Reich, i november 2005 rådede Condoleezza Rice til at bede Israel genåbne en farlig grænseovergang i Gaza, blev denne handling fordømt som “uansvarlig”. “Der er”, sagde hans kritikere, “for den jødiske mainstream absolut ingen grund til aktivt at modarbejde Israels sikkerhedspolitik”. Ramt af disse angreb bekendtgjorde Reich derefter, at “ordet “pres” findes ikke i min ordbog, når det gælder Israel”.

Jødiske amerikanere har stiftet en imponerende række organisationer med henblik på at skaffe sig indflydelse på amerikansk udenrigspolitik. Af disse er AIPAC den mest magtfulde og bedst kendte. I 1997 bad magasinet Fortune medlemmer af kongressen og deres personale at udfærdige en liste over de mest magtfulde lobbyer i Washington. AIPAC rangerede som nr. 2 efter American Association of Retired People (AARP), men før America’s Union Movement (AFL-CIO) og the National Rifle Association. En national dagbladsundersøgelse i marts 2005 nåede til en lignende konklusion, idet den placerede AIPAC på andenpladsen (sammen med AARP) i Washingtons “førende styrker”.

Lobbyen omfatter også prominente kristne evangelikere som Gary Bauer, Jerry Falwell, Ralph Reed og Pat Robertson, så vel som Dick Armey og Tom DeLay, den tidligere flertalsleder i Repræsentanternes Hus. Alle disse tror på, at Israels genfødelse er opfyldelsen af bibelske profetier, og de støtter Lobbyens ekspansionistiske dagsorden. At handle anderledes, tror de, ville være imod Guds vilje. Neokonservative ikke-jøder som John Bolton, Robert Bartley, den tidligere avisudgiver fra Wall Street, William Bennett, den tidligere undervisningsminister, Jeane Kirkpatrick, den tidligere FN ambassadør, og den indflydelsesrige redaktør George Will er også urokkelige støtter.

USA's regeringsform giver på mange måder aktivister mulighed for at skaffe sig indflydelse på den politiske proces. Interessegrupper kan drive lobbyvirksomhed overfor valgte repræsentanter og medlemmer af den udøvende magt. De kan skaffe bidrag til politiske kampagner, stemme ved valg, prøve på at forme den politiske meningsdannelse o.s.v. De har uforholdsmæssig stor indflydelse når de er engagerede i en sag, som hovedparten af befolkningen ikke bekymrer sig om. Politikere vil tendere til at tillempe sig efter dem, som bekymrer sig om sagen, selv om de kun er få, idet de vil regne med, at resten af befolkningen ikke vil straffe dem for at gøre dette.

I dens grundlæggende virksomhed er den israelske lobby ikke forskellig fra landbrugslobbyen, stål- eller tekstilarbejderes fagforeninger, eller andre etniske lobbyer.

Der er intet forkert i, at amerikanske jøder og deres kristne forbundsfæller forsøger på at påvirke USA's politik: Lobbyens aktiviteter er ikke konspiration af samme slags som skildret i Zion’s Vises protokoller. For størstedelen gør de personer og grupper, som den udgøres af, kun det samme som andre specielle interessegrupper, men de gør det meget bedre. I modsætning hertil er pro-arabiske interessegrupper svage, i det omfang de overhovedet eksisterer, hvilket gør den israelske lobbys opgave tilsvarende nemmere.

Lobbyen forfølger to hovedstrategier. For det første udøver den sin betydningsfulde indflydelse i Washington, hvor den lægger pres på både Kongressen og det udøvende embedsapparat. Hvad end en individuel lovgivers eller politikers egne synspunkter måtte være, forsøger Lobbyen at gøre støtte til Israel til det “smarte" valg. For det andet stræber den efter, at Israel i den offentlige meningsudveksling stilles i et positivt lys, ved at gentage myter omkring dets grundlæggelse og ved at støtte dets synspunkter i politiske debatter. Målet er at undgå at kritiske kommentarer bliver hørt på en fair måde i den politiske arena. At kontrollere debatten er absolut nødvendigt for at garantere USA-støtte, fordi oprigtig diskussion af USA-Israel relationer måske kunne forlede amerikanerne til at foretrække en anden politik.

En hjørnesten i Lobbyens effektivitet er dens indflydelse på Kongressen, hvor Israel er så godt som immun overfor kritik. Dette er i sig selv bemærkelsesværdigt, fordi Kongressen sjældent viger tilbage for kontroversielle problemer. Hvad angår Israel tier potentielle kritikere imidlertid. En grund til dette er, at nogle nøglemedlemmer er kristne zionister som Dick Armey, som i september 2002 sagde: “Min første prioritet i udenrigspolitisk henseende er at beskytte Israel.” Man kunne hertil mene, at første prioritet for en hvilken som helst kongresmand burde være at beskytte Amerika. Der er også jødiske senatorer og kongresmænd, som arbejder for at sikre, at USA's udenrigspolitik støtter Israels interesser.

En anden kilde til magt for Lobbyen er dens brug af proisraelske embedsmænd tilknyttet Kongressen. Som Morris Arnitay, en tidligere formand for AIPAC, engang indrømmede: “der er en masse fyre på det arbejdende niveau heroppe på Capitol Hill, som tilfældigvis er jødiske, som er villige til at se på bestemte sager ud fra deres jødiske tilhørsforhold. De er alle fyre, som er i en position, hvor de kan træffe beslutninger indenfor disse områder for de senatorer…. Man kan få en frygtelig masse gjort på stabsniveau.”

AIPAC selv udvikler imidlertid kærnen af Lobbyens indflydelse i Kongressen. Dens succes afhænger af dens evne til at belønne lovgivere og kandidater til Kongressen, som støtter dens dagsorden og til at straffe dem som sætter spørgsmålstegn. Penge er afgørende i forbindelse med valg i USA (som skandalen omkring lobbyisten Jack Abramoffs lyssky handlinger minder os om), og AIPAC forsikrer sine venner, at de får stærk finansiel støtte fra de mange proisraelske aktive politiske komiteer. Enhver, som opfattes som fjendtlig overfor Israel, kan være sikker på, at AIPAC vil yde kampagne-støtte til hans eller hendes politiske modstandere. AIPAC organiserer også brevskrivnings-kampagner og opmuntrer avis-udgivere til at støtte pro-israelske kandidater.

Der er ingen tvivl om effekten af denne taktik. Her er et eksempel: Ved valgene i 1984 hjalp AIPAC med at slå senator Charles Percy fra Illinois, som ifølge et prominent Lobby-medlem havde “optrådt ufølsomt og endog fjendtligt overfor vores sag”. Thomas Dine, formanden for AIPAC på den tid, forklarede, hvad der skete: “Alle jøderne i Amerika, fra kyst til kyst, slog sig sammen for at fortrænge Percy. Og de amerikanske politikere – de som beklæder offentlige positioner nu, og de som stræber efter at komme til det – forstod budskabet.”

AIPACs indflydelse på Capiton Hill strækker sig endnu videre. Ifølge Douglas Bloomfield, en tidligere ansat i AIPAC, “er det almindeligt for medlemmer af Kongressen og deres personale at henvende sig til AIPAC, når de har brug for information, før de henvender sig til Kongressens bibliotek, Kongressens forskningsservice, udvalgspersonale eller forvaltningseksperter. Hvad vigtigere er: han bemærker, at AIPAC ofte bliver kontaktet i forbindelse med udkast til taler, lovgivningsarbejde, råd om taktik, udførelse af undersøgelser, samling af medsponsorer og særlige afstemninger

Resultatet er, at AIPAC, en de facto agent for en fremmed regering, holder Kongressen i et kvælertag med det resultat, at USA's politik overfor Israel ikke debatteres der, selv om denne politik har væsentlige konsekvenser for hele verden. Med andre ord, den lovgivende magt er fast forpligtet til at støtte Israel. Som en tidligere demokratisk senator, Ernest Hollings, bemærkede da han forlod Kongressen: “Her kan man ikke have en anden politik vedrørende Israel end hvad AIPAC udtrykker”. Eller som Ariel Sharon engang fortalte et amerikansk publikum: “Når folk spørger mig, hvordan de kan støtte Israel, så siger jeg til dem: “Støt AIPAC.””

Takket være den indflydelse jødiske vælgere har på valgene til præsidentembedet, har Lobbyen også en betydningsfuld indflydelse på den udøvende magt. Skønt de udgør mindre end 3 procent af befolkningen, giver de store kampagnebidrag til kandidater fra begge partier. Washington Post vurderede engang, at demokratiske præsidentkandidater “er afhængige af jødiske støtter, som skaffer så meget som 60% af pengene”. Og fordi jødiske vælgere har høje procenter for stemmeafgivning og er koncentreret i nøglestater som Californien, Florida, Illinois, New York og Pennsylvania, strækker kandidater til præsidentposten sig langt for ikke at støde dem fra sig.

Nøgleorganisationer i Lobbyen arbejder for at sikre, at kritikere af Israel ikke får vigtige udenrigspolitiske opgaver. Jimmy Carter ønskede at gøre George Ball til sin udenrigsminister, men vidste at Ball blev betragtet som værende kritisk overfor Israel, og at Lobbyen ville sætte sig imod udnævnelsen. Således bliver alle, som stræber efter at blive politikere, opmuntret til at blive en åbenlys støtte for Israel. Det er derfor, folk som kritiserer Israel offentligt er blevet en truet art i udenrigspolitiske kredse.

Da Howard Dean opfordrede USA til at handle mere afbalanceret i den arabisk-israelske konflikt, beskyldte senator Joseph Lieberman ham for at forråde Israel og sagde, at hans udtalelse var “uansvarlig”. Praktisk talt alle ledende Demokrater i huset skrev under på et brev, som kritiserede Deans bemærkninger. The Chicago Jewish Star rapporterede om anonyme angreb, som uden særlige beviser advarede imod at Dean på en eller anden måde ville være dårlig for Israel, og som tilstoppede e-mail indbakkerne hos jødiske ledere i hele landet,

Denne bekymring var absurd. Dean er faktisk ganske høgeagtig med hensyn til Israel:

Hans medkampagneleder var en tidligere AIPAC formand, og Dean sagde, at hans synspunkter på Mellemøsten falder mere sammen med AIPACs end med nogle af de mere moderates fra Americans for Peace Now. Han havde bare foreslået at “bringe parterne sammen”, Washington skulle agere som en ærlig mægler. Dette er næppe en radikal idé, men Lobbyen tolererer ikke upartiskhed.

Under Clinton-regeringen blev politiken for Mellemøsten i det store hele skabt af embedsmænd med tætte bånd til Israel eller til prominente pro-Israel organisationer, blandt andre Martin Indyk, den tidligere vicedirektør for forskning i AIPAC og medstifter af det pro-israelske Washington Institute for Near East Policy (WINEP). Dennis Ross, som sluttede sig til WINEP efter at have forladt regeringen i 2001, og Aaron Miller, som har boet i Israel og ofte besøger landet. Disse mænd var Clintons nærmeste rådgivere ved Camp David-forhandlingerne i juli 2000. Skønt alle tre støttede Oslo fredsprocessen og gik ind for dannelsen af en palæstinensisk stat, så gjorde de det kun inden for de rammer, som kunne accepteres af Israel. Den amerikanske delegation fik sine stikord fra Ehud Barak, samordnede sine forhandlingspositioner med Israel på forhånd, og fremsatte ingen uafhængige forslag. Ikke overraskende beklagede de palæstinensiske forhandlere sig over, at de “forhandlede med to israelske hold – det ene under et israelsk flag, og det andet under et amerikansk flag”.

Situationen er endda mere udpræget i Bush-regeringen, hvis medlemmer omfatter så glødende forkæmpere for den israelske sag som Elliot Abrams, John Bolton, Douglas Feith, I.Lewis (“Scooter”) Libby, Richard Perle, Paul Wolfowitz og David Wurmser. Som vi skal se, har disse embedsmænd konsekvent skubbet på for at fremme den politik, som både Israel og organisationer i Lobbyen foretrækker.

Lobbyen ønsker ikke en åben debat selvfølgelig, fordi det kunne få amerikanere til at stille spørgsmål til det niveau for støtte til Israel, som de foreskriver. Derfor arbejder proisraelske organisationer hårdt for at få indflydelse på de institutioner, som har størst betydning med hensyn til at forme den offentlige mening. Lobbyens perspektiv er fremherskende i de førende medier: Journalisten Eric Alterman skriver, at debatten blandt Mellemøst-eksperter er domineret af folk, som ikke kan tænke sig at kritisere Israel. Han anfører en liste på 61 “redaktører og kommentatorer, som man kan regne med, vil støtte Israel automatisk og betingelsesløst”. Omvendt har han fundet bare fem eksperter, som til stadighed kritiserer israelske aktioner eller støtter arabiske positioner. Nogle aviser bruger lejlighedsvis gæstekommentatorer, som sætter spørgsmålstegn ved israelsk politik, men balancen i opinionen er klart i den anden sides favør. Det er svært at forestille sig, at noget mainstream medium udgivet i USA ville offentliggøre det vi her har skrevet.

“Shamir, Sharon, Bibi – hvad end de fyre ønsker, er helt fint for mig”, bemærkede Robert Bartley engang. Hans avis, the Wall Street Journal, publicerer sammen med andre prominente aviser som the Chicago Sun-Times og the Washington Times regelmæssigt ledende artikler, som støtter Israel stærkt. Magasiner som Commentary, the New Republic og the Weekly Standard forsvarer Israel ved enhver lejlighed.

Redaktionel ensidighed findes også i aviser som the New York Times, som lejlighedsvis kritiserer israelsk politik og sommetider indrømmer, at palæstinenserne har berettiget grund til klage, men som ikke er upartiske. I sine memoirer indrømmer avisens tidligere chefredaktør Max Frankel den uheldige indflydelse, hans egen holdning har haft på hans redaktionelle beslutninger: “Jeg var langt dybere hengiven overfor Israel, end jeg vovede at sige ….. Styrket af mit kendskab til Israel og mine venskaber der, skrev jeg selv de fleste af vore Mellemøst-kommentarer. Som flere arabiske end jødiske læsere mente, skrev jeg dem fra et pro-israelsk perspektiv”.

Nyhedsrapporter er mere upartiske, delvis fordi reportere stræber efter at være objektive, men også fordi det er vanskeligt at dække begivenheder i de besatte områder uden at erkende Israels handlinger på stedet. For at afskrække ubelejlige rapporteringer organiserer Lobbyen brevskrivningskampagner, demonstrationer og boycot af nyhedskanaler, hvis indhold den finder anti-israelsk. En CNN-chef har sagt, at han sommetider får 6000 emails, som beklager sig over et indslag, på en enkelt dag. I maj 2003 organiserede den pro-israelske Committee for Accurate Middle East Reporting in America (CAMERA) demonstrationer udenfor National Public Radio’s stationer i 33 byer. Den prøvede også at overtale bidragydere til at tilbageholde støtte til NPR, indtil dens dækning af Mellemøsten bliver mere forstående overfor Israel. Bostons NPR station, WBUR, mistede angiveligt mere end 1 million dollars i støtte som et resultat af disse bestræbelser. Yderligere pres mod NPR er kommet fra Israels venner i Kongressen, som har bedt om en intern revision af NPRs dækning af Mellemøsten såvel som mere tilsyn.

Den israelske side dominerer også de tænketanke, som spiller en vigtig rolle med hensyn til at skabe offentlig debat såvel som egentlig politik. Lobbyen oprettede sin egen tænketank i 1985, da Martin Indyk hjalp med at grundlægge WINEP. Skønt WINEP underspiller sin forbindelse med Israel, idet den i stedet påstår at arbejde for et “balanceret og realistisk” perspektiv på Melleøst-anliggender, så er den kapitalmæssigt støttet og drevet af personer, som er dybt forpligtet overfor at fremme Israels dagsorden.

Lobbyens indflydelse strækker sig imidlertid langt ud over WINEP. Igennem de sidste 25 år har pro-israelske kræfter skaffet sig indflydelse på ledelsen i the American Enterprise Institute, the Brookings Institution, the Center for Security Policy, the Foreign Policy Research Institute, the Heritage Foundation, the Hudson Institute, the Institute for Foreign Policy Analysis og the Jewish Institute for National Security Affairs (JINSA). Disse tænketanke beskæftiger meget få, om overhovedet nogle, kritikere af USA's støtte til Israel.

Tag for eksempel the Brookings Institution. I mange år var dens senior ekspert vedrørende Mellemøsten William Quandt, tidligere National Security embedsmand med et velfortjent ry for upartiskhed. I dag dirigeres Brookings’s dækning gennem the Saban Center for Middle East Studies, som er financieret af Haim Saban, en israelsk-amerikansk forretningsmand og glødende zionist. Centrets direktør er den allestedsnærværende Martin Indyk. Hvad der engang var et ikke partitilknyttet institut er nu en del af det pro-israelske kor.

Der hvor Lobbyen har haft den største vanskelighed er i sine forsøg på at kvæle debatten på universiteterne. I 1990erne, da Oslo fredsprocessen var undervejs, var der kun mild kritik af Israel, men den blev stærkere ved Oslo’s sammenbrud og ved Sharons overtagelse af magten. Den blev ganske højrøstet, da IDF genbesatte Vestbredden i foråret 2002 og anvendte massiv magt for at undertrykke den anden Intifada.

Lobbyen satte sig straks i bevægelse for at “tage universiteterne tilbage”. Nye grupper opstod, som the Caravan for Democracy, som bragte israelske talere til amerikanske colleges. Etablerede grupper som the Jewish Council for Public Affairs og Hillel trådte ind. En ny gruppe the Israel on Campus Coalition, blev dannet for at koordinere de mange grupper, som nu forsøgte at tale Israels sag. Endelig mere end tredoblede AIPAC sine programmer til overvågning af universitets-aktiviteter og til træning af unge talsmænd for mest muligt at forøge antallet af studerende på universiteterne, som kunne involveres i den nationale pro-Israel bestræbelse.

Lobbyen overvåger også hvad professorer skriver og hvordan de underviser. I september 2002 etablerede Martin Kramer og Daniel Pipes, to passionerede pro-Israel neokonservative, en internetside (Campus Watch) som offentliggjorde sagsakter vedrørende mistænkelige akademikere og opmuntrede studenter til at rapportere ytringer eller opførsel, som kunne anses for at være fjendtlige mod Israel. Dette åbenlyse forsøg på at blackliste og true videnskabsfolk fremkaldte en skarp reaktion, og Pipes og Kramer fjernede senere sagsakterne, men internetsiden inviterer stadig studerende til at rapportere om “anti-Israel” aktiviteter.

Grupper inden for Lobbyen lægger pres på særlige akademikere og universiteter. Columbia har været et hyppigt mål, utvivlsomt på grund af, at afdøde Edward Said var med i dets fakultet. “Man kan være sikker på, at et hvilket som helst udsagn, som støtter det palæstinensiske folk, fra den fremragende litteraturkritiker Edward Said vil udløse hundreder af emails, breve og jounalistiske redegørelser, som opfordrer os til at undsige Said og til enten at sanktionere mod ham eller fyre ham”, fortalte Jonathan Cole, tidligere rektor på Columbia. Da Columbia hyrede historikeren Rashid Khalidi fra Chicago, skete det samme. Det var et problem, Princeton også stod overfor nogle få år senere, da det overvejede at “fri” til Khalidi for at få ham væk fra Columbia.

En klassisk illustration af bestræbelserne for at overvåge universitetsverdenen viste sig mod slutningen af 2004, da David projektet producerede en film, som påstod at fakultetsmedlemmer fra Columbias Mellemøstprogram var antisemitiske og truede jødiske studerende, som gik i brechen for Israel. Columbia blev voldsomt kritiseret, men en fakultetskomité, som blev udpeget til at undersøge anklagerne, fandt intet bevis for antisemitisme, og den eneste hændelse, som fandtes værd at notere, var at en professor havde “svaret ophidset” på en studerendes spørgsmål. Komiteen påviste også, at de pågældende akademikere selv havde været mål for en åbenlys trusselskampagne.

Det måske mest foruroligende aspekt ved alt dettte er de bestræbelser, som jødiske grupper har gjort for at presse Kongressen til at etablere mekanismer til overvågning af, hvad universitetslærere siger. Hvis det lykkes for dem at få dette vedtaget, vil universiteter der bedømmes til at have en anti-israelsk tilbøjelighed blive udelukket fra føderal finansiering. Deres bestræbelser har endnu ikke båret frugt, men de viser hvor vigtigt det er at kontrollere debatten.

En række jødiske filantroper har for nylig oprettet programmer for Israel-studier (udover de i forvejen omkring 130 programmer for jødiske studier, der allerede eksisterer) for at forøge antallet af Israel-venlige undervisere på universiteterne. I maj 2003 bekendtgjorde New York University (NYU) oprettelsen af Taub-centret for Israel-studier; lignende programmer er blevet indført på Berkley, Brandeis og Emory. Akademiske administratorer fremhæver deres pædagogiske værdi, men sandheden er, at formålet med dem i vid udstrækning er at fremstille Israel i et gunstigt lys. Fred Laffer, der er leder af Taub Foundation siger lige ud, at hans fond finansierede centret på NYU for at hjælpe med til at modvirke det ’arabiske (sic !) synspunkt’, som han mener er fremherskende i NYU’s Mellemøst-programmer.

Ingen diskussion af Lobby’en ville være dækkende uden en undersøgelse af et af dens mest virkningsfulde virkemidler: Anklagen anti-semitisme. Enhver der kritiserer Israels handlinger eller argumenterer med, at pro-israelske grupper har en betydelig indflydelse på USA’s Mellemøsten-politik – en indflydelse som AIPAC åbenlyst proklamerer – vil med stor sandsynlighed blive stemplet som anti-semit. Faktisk forholder det sig sådan, at enhver, som blot hævder, at der findes en Israel-Lobby risikerer at blive anklaget for anti-semitisme skønt de israelske medier refererer til USA’s ’jødiske Lobby’. Med andre ord praler Lobby’en først med sin indflydelse og angriber derefter enhver, der henleder opmærksomheden på denne indflydelse. Det er en meget effektiv taktik: Anti-semitisme er noget, som ingen ønsker at blive anklaget for.

Europæerne har været mere villige end amerikanerne til at kritisere Israels politik, hvilket nogle tilskriver en genopblussen af anti-semitismen i Europa. Vi ”nærmer os et punkt”, sagde USA’s EU-ambassadør i begyndelsen af 2004, ”hvor det ser lige så slemt ud som i 1930’erne”. At måle graden af anti-semitisme er en kompliceret sag, men vægten af vidnesbyrd peger i modsat retning. I foråret 2004, da anklager om europæisk anti-semitisme føg gennem luften i USA, viste af hinanden uafhængige undersøgelser af den offentlige opinion i Europa foretaget af de i USA hjemmehørende Anti-Defamation League og Pew Research Center for the People and the Press, at anti-semitismen faktisk var vigende. I 1930’erne derimod var anti-semitismen ikke blot vidt udbredt blandt europæere i alle samfundslag, men blev også anset for at være ganske stueren.

Lobby’en og dens venner fremstiller ofte Frankrig som det mest anti-semitiske land i Europa. Men i 2003 udtalte lederen af det jødiske samfund i Frankrig, at ”Frankrig er ikke mere anti-semitisk end USA”. Ifølge en nylig artikel i Ha’aretz har det franske politi rapporteret, at anti-semitiske episoder er aftaget med næsten 50% i 2005; og det skønt Frankrig har den største muslimske befolkning i Europa. Og endelig, da en fransk jøde i sidste måned blev myrdet af en muslimsk bande i Paris, strømmede titusinder af demonstranter ud i gaderne for at fordømme anti-semitismen. Jacques Chirac og Dominique de Villepin deltog begge i en mindegudstjeneste for ofret for at vise deres solidaritet.

Ingen vil benægte, at der findes anti-semitisme blandt Europæiske muslimer, en del af den fremprovokeret af Israels adfærd over for palæstinenserne og en del åbenlyst racistisk. Men det er en anden sag, som ikke har meget at gøre med hvorvidt Europa er eller ikke er som Europa i 1930’erne. Ej heller vil nogen benægte, at der stadig findes nogle indædt anti-semitiske indfødte europæere (ligesom i USA) men de er få og deres synspunkterr afvises af europæernes store flertal.

Israels apologeter hævder, når de bliver presset til at komme ud over de rene påstande, at der findes en ’ny anti-semitisme’, som de sætter lig med kritik af Israel. Med andre ord – kritiser israelsk politik – og du er pr. definition anti-semit. Da synoden i Church of England for nylig stemte for frigørelse fra økonomiske interesser i Caterpillar Inc fordi det producerer de bulldozere, som israelerne anvender til nedrivning af palæstinensiske boliger, klagede overrabbineren over, at dette ville ”få de mest ugunstige følgevirkninger for .......... jødisk-kristne relationer i Storbritanien”, mens rabbi Tony Bayfield, leder af Reformbevægelsen sagde: ”Der er et klart problem med anti-zionistiske – til anti-semitisme grænsende – holdninger, der skyder op blandt græsrødderne og endog på mellemniveau i Kirken”. Men Kirken var blot skyldig i at protestere mod den israelske regerings politik.

Kritikere bliver også anklaget for at stille urimelige krav til Israel og sætte spørgsmål ved dets ret til at eksistere. Men også disse anklager er forlorne. Vestlige kritikere af Israel drager næppe nogensinde dets ret til at eksistere i tvivl: De sætter spørgsmål ved dets adfærd over for palæstinenserne, sådan som israelere selv gør det. Ej heller bliver Israel udsat for nogen urimelig bedømmelse. Israels behandling af palæstinenserne fremkalder kritik fordi den er i modstrid med bredt accepterede opfattelser af Menneskerettighederne, international lov og med principperne for national selvbestemmelse. Og det er langt fra den eneste stat, der er blevet stillet over for skarp kritik med disse begrundelser.

I efteråret 2001, og især foråret 2002, prøvede Bush-regeringen at afsvække anti-amerikanske følelser i den arabiske verden og underminere støtten til terroristiske grupperinger som al-Qaida ved at bremse Israels ekspansionistiske politik i de besatte mområder og slå til lyd for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Bush havde meget betydelige overtalelsesmidler til sin rådighed. Han kunne have truet med at skære ned på den økonomiske og diplomatiske støtte til Israel og det amerikanske folk ville næsten helt sikkert have støttet ham. En holdningsundersøgelse fra maj 2003 viste, at mere end 60% af amerikanerne var villige til at tilbageholde støtte hvis Israel modsatte sig USA’s pression for at få konflikten afsluttet, og dette tal kom helt op på 70% blandt de ’politisk aktive’. Faktisk mente 73%, at USA ikke skulle tage parti for nogen af parterne.

Og dog undlod den amerikanske regering at ændre Israels politik og Washington endte med at slutte op bag Israel. Som tiden gik antog den også Israels egen retfærdiggørelse af den førte politik, så den amerikanske diskurs begyndte at blive en efterabning af Israels. I februar 2003 opsummerede en overskrift i Washington Post situationen: ’Bush og Sharon har en næsten sammenfaldende Mellemøst-politik’. Hovedårsagen til dette holdningsskift var Lobby’en.

Denne historie tog sin begyndelse i slutningen af september 2001, da Bush begyndte at opfordre Sharon til at vise tilbageholdenhed i de besatte områder. Han pressede også Sharon til at lade Israels udenrigsminister Shimon Peres mødes med Yasser Arafat, skønt han - Bush – var yderst kritisk over for Arafats lederskab. Bush sagde endog offentligt, at han gik ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Foruroliget anklagede Sharon ham for at prøve ”at behage araberne på vores bekostning” og advarede om, at Israel ”ikke vil blive noget Tjekkoslovakiet”.

Det forlyder, at Bush blev rasende over at blive sammenlignet med Chamberlain og det Hvide Hus’s pressesekretær kaldte Sharons bemærkninger for ’uacceptable’. Sharon fremkom med en proforma undskyldning, men gik hurtigt sammen med Lobby’en om at overbevise den amerikanske regering og det amerikanske folk om, at USA og Israel stod over for en fælles trussel fra terrorismen. Israelske talsmænd og repræsentanter for Lobby’en insisterede på, at der ikke var nogen virkelig forskel på mellem Arafat og Osama bin Laden: USA og Israel , sagde de, burde isolere palæstinensernes valgte leder og intet have at gøre med ham.

Lobby’en gik også i gang med at bearbejde Kongressen. 16. november sendte 89 senatorer Bush et brev hvori de roste ham for at afslå at mødes med Arafat men også krævede, at USA ikke skulle holde Israel tilbage fra at øve gengæld mod palæstinenserne; regeringen,skrev de, skulle offentligt give tilkende, at den sluttede op bag Israel. Ifølge New York Times ’fremkom’ brevet fra et møde to uger tidligere mellem ’ledere fra det jødiske samfund i USA og senatorer i nøglepositioner’ med den tilføjelse, at AIPAC var ”særligt aktiv med rådgivning i forbindelse med brevet”.

I slutningen af november havde relationerne mellem Tel Aviv og Washington bedret sig betydeligt.

Dette skyldtes delvist Lobby’ens indsats, men også USA’s indledende sejr i Afghanistan, men også opfattelsen af et mindsket behov for arabisk støtte i håndteringen af opgøret med al-Qaida. Sharon besøgte det Hvide Hus i begyndelsern af december og havde et venskabeligt møde med Bush.

I april 2002 opstod der igen problemer, efter at det israelske militær igangsatte Operation Defensive Shield og påny overtog kontrollen med praktisk talt alle de vigtigste områder på Vestbredden. Bush vidste, at Israels adfærd ville skade USA’s image i den muslimske verden og undergrave krigen mod terrorisme, så han forlangte, at Sharon stoppede angrebene og påbegyndte en tilbagetrækning. Han understregede dette budskab to dage senere med at sige, at han ønskede at Israel skulle ’trække sig tilbage uden forsinkelser’. Og 7. april sagde Condeleezza Rice, Bushs daværende Nationale Sikkerhedsrådgiver, til journalister: ”Uden forsinkelser” betyder ’uden forsinkelser’. Det betyder NU”. Samme dag tog Colin Powelll til Mellemøsten for at overtale alle parter til at stoppe kampene og indgå i forhandlinger.

Israel og Lobby’en gik ufortøvet i aktion. Israel-venlige embedsmænd i vicepæsidentens kontor og Pentagon så vel som neo-konservative eksperter som Robert Kagan og William Kristol gjorde det hedt for Powell. De anklagede ham endog for ”praktisk talt at have afskaffet skelnen mellem terrorister og dem, der bekæmper terrorister”. Bush selv blev udsat for pression fra jødiske ledere og Kristne Evangelister. Tom DeLay og Dick Armey var særligt åbenhjertige om behovet for at støtte Israel og DeLay og Senatets minoritetsleder Trent Lott aflagde besøg i det Hvide Hus og advarede mod en tilbagetrækning.

Det første tegn på, at Bush var ved at give efter kom 11. april – en uge efter at han gav Sharon besked på at trække sine styrker tilbage – da det Hvide Hus’s pressesekretær sagde, at præsidenten mente, at Sharon var ’en fredens mand’. Bush gentog offenrtligt denne udtalelse ved Powells hjemkomst fra sin fejlslagne mission og fortalte journalisterne, at Sharon havde reageret tilfredsstillende på hans opfordring til fuld og øjeblikkelig tilbagetrækning. Sharon havde ikke foretaget sig noget i den retning, men Bush var ikke længere indstillet på at gøre det til genstand for diskussion.

I mellemtiden bevægede Kongressen sig også i retning af at støtte Sharon. 2. maj underkendte den regeringens indvendinger og vedtog to resolutioner, der bekræftede støtten til Israel. (Afstem-ningstallene i Senatet var 94 – 2 i Israels favor; i Repræsentanternes Hus 352 – 21.) Begge resolitioner fastslog, at USA ”står solidarisk sammen med Israel” og at de to lande med ordene fra den resolution, der blev vedtaget i Repræsentanternes Hus ”nu var deltagere i en fælles kamp mod terrorismen”. Den samme resolution fordømte også ”Yasser Arafats pågående støtte til og koor-dinering af terror”, der blev fremstillet som en central del af terrorproblemet. Begge resolutioner blev udarbejdet med støtte fra Lobby’en. Nogle få dage senere erklærede en Kongres-delegation bestående af medlemmer fra begge partier, at Sharon burde modstå pression fra USA om at forhandle med Arafat. 9. maj mødtes et underudvalg for bevillinger i Repræsentanternes Hus for at overveje at give Israel ekstra $ 200.000.000 til kampen mod terrorisme. Powell var modstander af forslaget, men Lobby’en bakkede det op og Powell tabte. Sagt med få ord, Sharon og Lobby’en sloges med USA’s præsident og vandt. Hemi Shalev, journalist ved den israelske avis Ma’ariv berettede, at Sharons rådgivere ”ikke kunne skjule deres tilfredssstillelse over Powells fiasko. Sharon så det hvide af præsident Bushs øjne pralede de – og præsidenten blinkede først”. Men det var Israels forkæmpere i USA, som spillede hovedrollen i sejren over Bush.

Situationen har kun ændret sig lidt siden da. Bush-regeringen afviste nogensinde igen at have noget at gøre med Arafat. Efter hans død hilste den den ny palæstinensiske leder Mamoud Abbas velkommen, men har kun gjort lidt for at støtte ham. Sharon fortsatte med at udvikle sin plan for at påtvinge palæstinenserne en ensidig løsning af konflkikten, på grundlag af ”tilbagetrækningen” fra Gaza og i forlængelse deraf fortsat ekspansion på Vestbredden. Ved at afslå at forhandle med Abbas og gøre det umuligt for ham at opnå konkrete fremskridt for det palæstinensiske folk, bidrog Sharons strategi direkte til Hamas’s valgsejr. Med Hamas som regeringsparti har Israel endnu en undskyldning for ikke at forhandle. USA’s regering har støttet Sharons skridt (og hans efterfølger Ehud Olmerts). Bush har endog sagt god for ensidig israelsk annekteringer i de besatte områder og dermed fuldstændigt ændret den fastlagte politik under alle præsidenter siden Lyndon Johnson.

Talsmænd for USA er fremkommet med mild kritik af nogle få israelske aktioner men har kun gjort lidt for at hjælpe med til oprettelsen af en fremkommelig palæstinensisk stat. Sharon ”har snoet Bush om sin lillefinger”, sagde den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft i oktober 2004. Hvis Bush prøver at distancere USA fra Israel eller blot kritisere Israels handlinger i de besatte områder er han sikker på at blive møde med forbitrelse fra Lobby’en og dens håndlangere i Kongressen. Demokratiske præsidentkandidater indser, at sådan er de kendsgerninger de må leve med, hvilket er grunden til at John Kerry gik meget langt for at vise ubetinget støtte til Israel i 2004 og til at Hillary Clinton gør det samme idag.

At opretholde USA’s støtte til Israel er væsentlig for Lobby’en, men dens ambitioner rækker videre. Den ønsker også, at USA skal støtte Israel i at forblive den dominerende magt i regionen. Den israelske regering og pro-israelske grupper i USA har samarbejdet om at udforme regeringens politik over for Iraq, Syrien og Iran såvel som dens stort anlagte plan for en ny samfundsorden i Mellemøsten.

Pression fra Lobby’en var ikke den eneste bevæggrund bag beslutningen om at angribe Iraq i marts 2003, men den var afgørende. Nogle amerikanere mener, at det var en krig om olie, men der er næppe noget direkte vidnesbyrd, der kan understøtte denne påstand. I stedet var beslutningen i vid udstrækning motiveret af ønsket om at øge Israels sikkerhed. Ifølge Philip Zelikow, forhenværende medlem af præsidentens rådgivende råd for udenrigsefterretninger, generaldirektør for 11/9-Kommissionen og nu rådgiver for Condoleezza Rice var ’den virkelige trussel’ i forbindelse med Iraq ikke en trussel mod USA. Den ’uudtalte trussel’ var ’truslen mod Israel’, fortalte Zelikow en forsamling på University of Virginia i september 2002. ”Den amerikanske regering”, tilføjede han, ”ønsker ikke på det retoriske plan at gøre for meget ud af det, for det er ik-ke let at få befolkningen til at godtage det”.

16. august 2002, 11 dage før Dick Cheney åbnede kampagnen for en krig med en krigerisk tale for Veteranerne fra Fremmede Krige, rapporterede Washiongton Post, at ”Israel opfordrer amerikanske embedsmænd til ikke at sinke et militært slag mod Iraqs Saddam Hussein”. På dette tidspunkt havde strategisk koordination mellem Israel og USA, ifølge Sharon, nået ”et omfang uden fortilfælde” og Israels efterretningstjeneste havde overladt Washington en række alarmerende rapporter om Iraqs programmer for masseødelæggelsesvåben. Som en pensioneret israelsk general udtrykte det, ”israelsk efterretningstjeneste deltog fuldt ud i udarbejdelsen af det billede, der blev fremlagt for USA’s og Storbritaniens efterretningstjenester vedrørende Iraqs ikke-konventionelle kapacitet”.

De israelske ledere blev temmelig desperate da Bush besluttede at søge Sikkerhedsrådets godkendelse af krigen mod Iraq og endnu mere bekymrede da Saddam gik med til at lade FN’s våbeninspektører vende tilbage. ”Kampagnen mod Saddam Hussein er en nødvendighed”, fortalte Shimon Peres i september 2003 journalisterne.”Inspektioner og inspektører er gode nok, når der er tale om anstændige mennesker. Men uhæderlige personer kan let smyge sig uden om inspektioner og inspektører”.

Samtidig skrev Ehud Barak i en kommentar til en lederartikel i New York Times at ”den største fare lige nu er fraværet af handling”. Hans forgænger som premierminister, Binyamin Netanyahu, skrev en lignende artikel i Wall Street Journal med titlen: ”Processen med at omstyrte Hussein”. ”Idag er intet mindre end at fjerne hans regime tilstrækkeligt”, erklærede han. Jeg tror jeg taler for et overvældende flertal af israelere ved at slå til lyd for et præventivt angreb mod Saddams regime”. Eller som Ha’aretz rapporterede i februar 2003 ”det militære og politiske lederskab tørster efter krig i Iraq”.

Som Netanyahu antydede, var ønsket om krig imidlertid ikke begrænset til Israels ledere. Bortset fra Kuwait, som Saddam invaderede i 1990, var Israel det eneste land i verden, hvor både politikerne og offentligheden gik ind for krig. Som journalisten Gideon Levy dengang bemærkede: ”Israel er det eneste land i verden hvis ledere uden forbehold støtter krigen og hvor man ikke hører nogen alternativ opfattelse”. Faktisk var israelerne så krigsliderlige, at deres allierede i USA gav dem besked på at lægge en dæmper på retorikken, ellers ville det komme til at se ud som om krigen blev udkæmpet på Israels vegne.

I USA var den drivende kraft bag krigen en lille gruppe neo-konservative med mange forbindelser til Likud. Men ledere fra Lobby’ens største organisationer lod deres stemme høre i kampagnen. ”Da Præsident Bush forsøgte.......at sælge krigen i Iraq”, berettede The Forward, ”forsvarede USA’s vigtigste jødiske organisationer ham en bloc. I udtalelse efter udtalelse understregede ledere fra det jødiske samfund behovet for at befri verden for Saddam Hussein og hans masseødelæggelsesvåben”. I lederartiklen hedder det videre at ”bekymringen for Israels sikkerhed spillede med rette en rolle i de største jødiske gruppers overvejelser”.

Omend de neo-konservative og Lobby’ens ledere var ivrige efter at invadere Iraq, var det bredere jødiske samfund i USA det ikke. Lige efter at krigen var startet rapporterede Samuel Freedman at ”en bearbejdelse af landsdækkende meningsundersøgelser foretaget af Pew Research Center, viser at jøder i mindre grad end befolkningen i sin helhed støtter Iraq-krigen, henholdsvis 52% og 62%”. Det ville klart nok være misvisende at placere ansvaret for krigen mod Iraq hos en ’jødisk indflydelse’. Det forholdt sig snarere sådan, at krigen i vid udstrækning skyldes indflydelse fra Lobby’en, især fra de neo-konservative lobbyister.

De neo-konservative havde været besluttet på at styrte Saddam endnu før Bush blev præsident. De vakte røre i 1998 ved at publicere et åbent brev til Clinton med en opfordring til at fjerne Saddam fra magten. Underskriverne, af hvilke mange havde nære forbindelser til pro-israelske grupper som JINSA eller WINEP og som i ders rækker talte Elliot Abrams, John Bolton, Douglas Feith, William Kristol, Bernard Lewis, Donald Rumsfeld, Richard Perle og Paul Wolfowitz havde kun ringe besvær med at overtale Clinton-regeringen til at overtage den generale målsætning om at fjerne Saddam. Men de kunne ikke ’sælge’ en krig som midlet til at opnå dette mål. De havde i Bush-rege-ringen første måneder ikke mere succes med at moibilisere entusiasme for at invadere Iraq. De behøvede hjælp til at nå dette mål. Den hjælp kom 11. september. Lige præcist begivenhederne den dag fik Bush og Cheney til at lægge kursen om og blive stærke fortalere for en præventiv krig.

På et møde af afgørende betydning med Bush i Camp David 15. september gik Wolfowitz ind for at angribe Iraq før Afghanistan skønt der ikke var noget belæg for at Saddam var involveret i angrebe- ne på USA og man vidste, at bin Laden befandt sig i Afghanistan. Bush afviste hans forslag og valgte at gå efter Afghanistan i stedet, men krig mod Iraq blev nu anset for en seriøs mulighed og 21. november gav præsidenten militære planlæggere ordre til at udarbejde konkrete planer for en invasion.

Andre neo-konservative arbejdede imens i magtens korridorer. Vi kender endnu ikke den fulde historie,men forskere som Bernard Lewis fra Princeton og Fouad Ajami fra John Hopkins siges at have spillet en vigtig rolle i at overbevise Cheney om, at krig var den bedste mulighed, omend neo-konservative i hans stab - Eric Edelman, John Hannah og Scooter Libby, Cheneys stabschef og en af de mest magtfulde personer i regeringen – også havde deres andel. I begyndelsen af 2002 havde Cheney fået overtalt Bush¸og med Bush og Cheney ombord var krigen uundgåelig.

Uden for regeringen spildte neo-konservative eksperter ikke nogen tid i opbygningen af historien om, at en invasion af Iraq var væsentlig for at vinde krigen mod terrorisme. Deres bestræbelser tog dels sigte på at opretholde presset på Bush og dels på at overvinde modstanden mod krigen inden for og uden for regeringen. 20. september publicerede en gruppe af fremtrædende neo-konservative og deres allierede endnu et åbent brev: ”Selv hvis der ikke er vidnesbyrd, der direkte forbinder Iraq med angrebet (11. september 2001, o.a.)”, hed det, ”må enhver stratregi, der tager sigte på at udrydde terrorismen og dens sponsorer omfatte en beslutsom bestræbelse på at fjerne Saddam Hussein fra magten i Iraq”. Brevfet mindede også Bush om, at ”Israel har været og forbliver USA’s mest trofaste allierede imod den internationale terrorisme”. I 1. oktober-udgaven af Weekly Standard opfordrede Robert Kagan og William Kristol til en udskiftning af regimet i Iraq så snart Taleban var besejret. Samme dag argumenterede Charles Krauthammer i Washington Post for, at når USA var blevet færdig med Afghanistan, skulle Syrien tages under behandling og dernæst Iran og Iraq: ”Krigen mod terrorisme vil slutte i Bagdad, når vi har gjort det af med et af ”verdens farligste terrorregimer”.

Dette blev begyndelsen på en uophørlig pr-kampagne for at vinde støtte til en invasion af Iraq, der som et afgørende element havde manipuleringen af efterretninger på en sådan måde, at Saddam udgjorde en overhængende trussel. F. eks. pressede Libby CIA-analytikere for at finde vidnesbyrd til støtte for krigsplanen og hjalp til med at udarbejde Colin Powells nu miskrediterede briefing af FN’s Sikkerhedsråd. I Pentagon fik Gruppen for Evaluering af Kontra-Terrorpolitik til opgave at finde frem til forbindelser mellem al-Qaida og Iraq. Som efterretningstjenesten formodentligt havde overset. Gruppens to nøglepersoner var David Wurmser, en neo-konservativ høg og Michael Maloof, en libanesisk amerikaner med nære forbindelser til Richard Perle.

En anden gruppe i Pentagon, det såkaldte Kontor for Specielle Planer fik i opdrag at finde frem til vidnesbyrd, der kunne bruges til at sælge krigen. I spidsen stod Abram Shulsky, en neo-konservativ med årelange forbindelser til Wolfowitz og i dens stab var der folk rekrutteret fra pro-israelske tæn-ketænke. Begge disse organisationer blev oprettet efter 9/11 og rapporterede direkte til Douglas Feith.

Ligesom praktisk talt alle andre neo-konservative er Feith dybt engageret i forhold til Israel. Han har også gennem lang tid haft forbindelser til Likud. Han skrev artikler i 1990’erne til støtte for bo-sættelserne og argumenterede for at Israel skulle beholde de besatte områder. Og - vigtigere –skrev han i juni 1996 sammen med Perle og Wurmser for Netanyahu, der netop var blevet premierminister, den berømte Clean Break Rapport. Blandt andet anbefalede den, at Netanyahu skulle ”koncenrtere sig om at få Saddam Hussein fjernet fra magten i Iraq – et vigtigt strategisk mål for Israel i sig selv”. Den opfordrede også Israel til at tage skridt til få etableret en ny orden i hele Mellemøsten. Netanyahu fulgte ikke deres råd, men Feith, Perle og Wurmser gik snart i gang med at tilskynde Bush-regeringen til at efterstræbe denne samme målsætning. Klummeskriveren Akiva Eldar fra Ha’aretz advarede om at Feith og Perle ”balancerer på en tynd snor mellem loyalitet i forhold til amerikanske regeringer og.....israelske interesser”.

Wolfowitz er lige så engageret i forhold til Israel. The Forward beskrev ham engang som ”den mest høgeagtige pro-israelske stemme i regeringen” og udpegede ham i 2002 som den første blandt 50 fremtrædende personligheder som ”bevidst og ihærdigt har arbejdet for jødisk aktivisme”. Omtrent samtidigt tildelte JINSA Wolfowitz sin Henry M. Jackson Distinguished Service Award for at have fremmet det stærke partnerskab mellem Israel og USA; og Jerusalem Post beskrev ham som ”hengivent pro-israelsk” og kårede ham som ”Årets Mand ” i 2003.

Til slut er det på sin plads med nogle få ord om de neo-konservatives førkrigs-støtte til Ahmed Chalabi, den skrupelløse eksiliraker, som stod i spidsen for den Irakiske Nationalkongres (INC). De støttede Chalabi fordi han havde etabkleret nære forbindelser med jødiske grupper i USA og havde forpligtet sig til at fremme udviklingen af gode forbindelseer med Israel, når han kom til magten. Det var lige netop det, som pro-israelske tilhængere af et regimeskifte ønskede at høre. Matthew Berger præsenterede essensen af den handel, der blev indgået i Jewish Journal: ”INC anså forbedrede forhold (til Israel,o..a.) som vejen frem til at nyde godt af jødisk indflydelse i Washington og Jerusalem og skaffe sig forøget støtte til sin sag. De jødiske grupper på deres side så en mulighed for at for at berede vejen for bedre relationer mellem Israel og Iraq hvis og når INC bliver inviolveret i udskiftningen af Saddam Husseins regime”.

I betragtning af de neokonservatives hengivenhed for Israel, deres tvangsforestillinger omkring Irak og deres indflydelse på Bush-administrationen, er det ikke overraskende, at mange amerikanere havde mistanke om, at krigen var designet til at fremme israelske interesser. I marts sidste år erkendte Barry Jacobs fra den amerikansk-jødiske komité at troen på, at Israel og de neokonservative havde konspireret for at få USA i krig i Irak, var vidt udbredt i efterretningskredse. Alligevel var det få, som ville sige dette offentligt, og de fleste af dem, som gjorde det – inclusive senator Ernest Hollings og kongresrepræsentant James Moran, blev fordømt for at have rejst problemet. Michael Kinsley skrev i slutningen af 2002, at ”mangelen på offentlig diskussion om Israels rolle …… er den legendariske elefant i lokalet.” Grunden til ulysten til at tale om det, bemærkede han, var frygten for at blive stemplet som antisemit. Der er kun lidt tvivl om, at Israel og Lobbyen var nøgle-faktorer i beslutningen om at gå i krig. Det er en beslutning, som USA højst sandsynligt ikke ville have taget uden deres bestræbelser. Og krigen i sig selv var kun tænkt at skulle blive første skridt. En forside-overskrift i Wall Street Journal kort efter krigens begyndelse siger alt: ”Præsidentens drøm: at udskifte ikke bare et regime, men en region: Et pro-USA og demokratisk område er et mål, som har israelske og neokonservative rødder.”

Pro-israelske kræfter har længe været interesseret i at få USA's militær mere direkte involveret i Mellemøsten. Men de havde begrænset succes under den kolde krig, fordi Amerika handlede som en off-shore balancer i regionen. De fleste styrker bestemt for Mellemøsten, f.eks. den hurtige indsatsstyrke (the Rapid Deployment Force) holdt lav profil og holdt sig i sikkerhed. Ideen var at spille lokale magter ud imod hinanden, hvilket er grunden til, at Reagan-administrationen støttede Saddam imod det revolutionære Iran i Iran-Irakkrigen- for at opretholde en balance til fordel for USA.

Denne politik ændredes efter den første Golfkrig, da Clinton-administrationen antog en strategi med ”dobbelt inddæmning”. Betydelige USA-styrker skulle stationeres i regionen for at dæmme op for både Iran og Irak i stedet for at den ene skulle bruges til at dæmme op for den anden. Ophavsmanden til denne dobbelte inddæmning var ingen ringere end Martin Indyk, som først skitserede strategien i WINEP (The Washington Institute for Near East Policy) og senere implementerede den, da han var leder af Near East and South Asian Affairs i det Nationale Sikkerhedsråd.

I midten af 1990erne var der temmelig megen utilfredshed med dobbelt inddæmning, fordi den gjorde USA til dødsfjende af to lande, som hadede hinanden, og fordi den tvang Washington til at bære byrderne ved at inddæmme begge. Men det var en strategi, som Lobbyen foretrak og arbejdede aktivt i Kongressen for at bevare. Presset af AIPAC og andre pro-israelske kræfter strammede Clinton politiken op i foråret 1995 ved at iværksætte en økonomisk embargo mod Iran. Men AIPAC og de andre ønskede mere. Resultatet var loven om Sanktioner mod Iran og Libyen fra 1996, som iværksatte sanktioner mod ethvert udenlandsk selskab, som investerede mere end 40 millioner dollars til udvikling af oliereserver i Iran eller Libyen. Som Ze’ef Schiff, den militære korrespondent ved Ha’aretz skrev på denne tid: ”Israel er kun et spinkelt element i den store plan, men man bør ikke konkludere, at det ikke kan øve indflydelse……………..”

I de senere 1990’ere hævdede de neokonservative imidlertid, at den dobbelte inddæmning ikke var nok, og at et regimeskifte i Irak var absolut nødvendigt. Ved at vælte Saddam og gøre Irak til et levende demokrati, sagde de, ville USA udløse en vidtrækkende forandringsproces over hele Mellemøsten. Den samme tankegang var tydelig i en rapport kaldet ”Clean Break”, som de neokonservative skrev til Netanyahu. I 2002, da invasionen af Irak var i støbeskeen, var regional forandring en trossag i neokonservative kredse.

Charles Krauthammer beskriver denne store plan som en opfindelse af Natan Sharansky, men israelere over hele det politiske spektrum troede på, at hvis man væltede Saddam Husseien ville det ændre Mellemøsten til Israels fordel. Aluf Benn rapporterede i Ha’aretz den 17. februar 2003:

” Senior IDF-officerer og folk tæt på Premierminister Ariel Sharon, f.eks. national sikkerhedsrådgiver Ephraim Halevy, maler et rosenrødt billede af den vidunderlige fremtid, Israel kan forvente efter krigen. De forestiller sig en domino-effekt, således at efter Saddam Husseins fald falder Israels andre fjender…. Sammen med disse ledere forsvinder terror og masseødelæggelses-våben.”

Da Bagdad faldt i midten af april 2003, begyndte Sharon og hans løjtnanter at opfordre Washington til at angribe Damascus. Den 16. april opfordrede Sharon i et interview i Yedioth Ahronoth USA til at lægge ”meget hårdt” pres på Syrien, mens Shaul Mofaz, hans forsvarsminister, i et interview i Ma’ariv sagde: ”Vi har en lang liste af sager, som vi har tænkt at tage op med syrerne, og det ville være passende, at det kunne ske gennem amerikanerne.” Ephraim Halevy fortalte en forsamling i WINEP, at det nu var vigtigt for USA at gå hårdt til Syrien, og Washington Post rapporterede, at Israel ”fyrede op under kampagnen” mod Syrien ved at bidrage til de amerikanske efterretningsrapporter om den syriske præsident Bashar Assads handlinger.

Prominente medlemmer af Lobbyen brugte de samme argumenter. Wolfowitz erklærede at ”der må ske et regimeskifte i Syrien”, og Richard Perle fortalte en journalist, at ”en kort besked, en besked på to ord” kunne overgives til andre fjendtlige regimer i Mellemøsten: ”You’re next.” (Du er den næste). I begyndelsen af april udgav WINEP en to-parti rapport, som fastslog, at Syrien ”ikke skulle overse beskeden om, at lande som efterligner Saddams hensynsløse, uansvarlige og udfordrende opførsel, kunne ende med at dele hans skæbne.” Den 15. april skrev Yossi Klein Halevi en artikel i Los Angeles Times med titlen: ”Næste: læg pres på Syrien”, mens Zev Chafets den følgende dag skrev en artikel til New York Daily News med titlen: ”Det terrorvenlige Syrien har også brug for en forandring.” For ikke at stå tilbage for dem skrev Lawrence Kaplan i the New Republic den 21. april, at Assad var en alvorlig trussel mod Amerika.

På Capitol Hill havde kongresmanden Eliot Engel genfremsat lovforslaget ”the Syria Accountability and Lebanese Sovereignty Restoration Act.” Det truede med sanktioner mod Syrien hvis det ikke trak sig tilbage fra Libanon, opgav masseødelæggelsesvåben og holdt op med at støtte terrorisme. Det krævede også af Syrien og Libanon at de skulle tage konkrete skridt til at slutte fred med Israel. Denne lovgivning blev stærkt støttet af Lobbyen – særligt af AIPAC – og ifølge Jewish Telegraph Agencty støttet af ”nogle af Israels bedste venner i Kongressen.” Bush-regeringen følte ikke den store entusiasme for den, men den anti-syriske lov blev vedtaget med overvældende flertal (398 mod 4 i Repræsentanternes Hus, 89 mod 4 i Senatet), og Bush underskrev loven den 12. december 2003.

Regeringen var selv delt med hensyn til at indse visdommen i at angribe Syrien. Skønt de neokonservative var ivrige efter at få en kamp med Damascus, var CIA og Udenrigsministeriet imod ideen. Og selv efter at Bush havde underskrevet den nye lov, understregede han, at han ikke ville forhaste sig med at implementere den. Hans ambivalens er forståelig. For det første havde den syriske regering ikke bare meddelt vigtige efterretninger om al-Qaida siden 9/11: den havde også advaret Washington om et planlagt terroristangreb i Golfen og givet CIAs forhørsledere adgang til Mohammed Zammar, en mand, som man påstod havde hvervet nogle af flykaprerne fra 9/11. At angribe Assad-regimet ville bringe disse værdifulde forbindelser i fare, og derved underminere den bredere krig mod terrorisme.

For det andet havde Syrien ikke været på kant med Washington før Irak-krigen (det havde endda stemt for FN-resolution 1441), og var ikke selv nogen trussel mod de Forenede Stater. At spille hårdt ud mod Syrien ville få USA til at ligne en bølle med en umættelig appetit på at straffe

arabiske stater. For det tredje: at sætte Syrien på hitlisten ville anspore Syrien til at skabe problemer i Irak. Selv om man skulle ønske at lægge pres, var det klogt at afslutte opgaven i Irak først. Alligevel insisterede Kongressen på at lægge pres på Damascus, mest som følge af pres fra israelske repræsentanter og grupper som AIPAC. Hvis der ikke havde været en Lobby, så havde der ikke været nogen Syria Accountability Act, og USA's politik mod Damascus ville have været mere på linie med de nationale interesser.

Israelere tenderer imod at beskrive enhver trussel i de kraftigste termer, men Iran ses i vide kredse som deres farligste fjende, fordi det er tættest på at opnå atomvåben. Faktisk betragter alle israelere et islamisk land i Mellemøsten med atomvåben som en trussel mod deres eksistens. “Irak er et problem ……. Men du må forstå, hvis du spørger mig, at Iran er farligere end Irak,” bemærkede forsvarsministeren Binyamin Ben-Eliezer en måned før Irak-krigen.

Sharon begyndte med at skubbe til USA for en konfrontation med Iran i november 2002 i et interview i the Times. Idet han beskrev Iran som centrum for verdensterror og som et land, der er opsat på at få atomvåben, erklærede han at Bush-administrationen burde skrue bissen på overfor Iran “dagen efter”, det havde erobret Irak. I slutningen af april 2003 rapporterede Ha’aretz at den israelske ambassadør i Washington opfordrede til regimeskifte i Iran. Afsættelsen af Saddam, bemærkede han, var “ikke nok.” Som han sagde: “Amerika må gøre jobbet færdigt. Vi har stadig store trusler af den størrelsesorden, fra Syrien og fra Iran”.

De neokonservative spildte heller ikke tiden i sagen om regimeskifte i Teheran. Den 6. Maj sponsorerede AEI (American Enterprise Institute for Public Policy Research) sammen med Fonden til Forsvar for Demokratier og Hudson-instituttet, begge forkæmpere for Israel, en heldagskonference om Iran. Talerne var alle stærkt pro-israelske og mange opfordrede USA til at erstatte det iranske regime med et demokrati. Som sædvanligt rejste en byge af artikler af prominente neokonservative spørgsmålet om at komme efter Iran. “Befrielsen af Irak var det første store slag for Mellemøstens fremtid……..Men det næste store slag – ikke et militært slag, håber vi – vil blive for Iran,” skrev William Kristol i the Weekly Standard den 12. maj.

Administrationen har svaret på Lobbyens pression ved at arbejde ihærdigt på at skyde Irans atomprogram ned. Men Washington har haft meget lidt succes, og Iran synes besluttet på at skabe et atomarsenal. Som resultat har Lobbyen intensiveret sin pression. Avisartikler ved siden af ledere og andre artikler advarer nu om overhængende fare fra et atombevæbnet Iran, advarer mod enhver eftergivenhed overfor et “terroristregime”, og antyder muligheden for en præventiv aktion, hvis diplomatiske bestræbelser slår fejl. Lobbyen prøver at få Kongressen til at godkende the Iran Freedom Support Act, som ville udvide eksisterende sanktioner. Israelske repræsentanter advarer også om, at de måske må foretage en forebyggende handling, hvis Iran skulle fortsætte ad atomvejen, trusler som delvis har til hensigt at fastholde Washingtons opmærksomhed på sagen.

Man kunne argumentere for, at Israel og Lobbyen ikke har haft megen indflydelse på politiken mod Iran, fordi USA har sine egne grunde til at afholde Iran fra at betræde atomvejen. Der er nogen sandhed i dette, men Irans atomare ambitioner frembyder ikke nogen direkte trussel mod USA. Hvis Washington kunne leve med et atombevæbnet Sovjetunionen, et atombevæbnet Kina og endda et atombevæbnet Nordkorea, kan det også leve med et atombevæbnet Iran. Og det er derfor Lobbyen må opreholde et konstant pres mod politikerne for at konfrontere Teheran. Iran og USA ville næppe være allierede, hvis Lobbyen ikke eksisterede, men USA's politik ville være mere afdæmpet, og præventiv krig ville ikke komme på tale.

Det er ikke overraskende, at Israel og dets amerikanske støtter ønsker, at USA skal tage hånd om en hvilken som helst trussel mod Israels sikkerhed. Hvis deres bestræbelser for at skærpe USA's politik lykkes, vil Israels fjender blive svækket eller overvundet, Israel vil få frie hænder overfor palæstinenserne, og USA vil gøre det meste af arbejdet med at kæmpe, dø, genopbygge og betale. Men selvom det ikke lykkes USA at ændre Mellemøsten, og selvom USA befinder sig i konflikt med en stadig mere radikaliseret arabisk og islamisk verden, så vil Israel klare sig, beskyttet af verdens eneste supermagt. Dette er ikke et perfekt resultat ud fra Lobbyens synspunkt, men at distancere sig eller at bruge sin indflydelse på at tvinge Israel til at slutte fred med palæstinenserne er indlysende at foretrække for Washington.

Kan Lobbyens indflydelse begrænses? Man ville gerne tro det i betragtning af sammenbruddet i Irak, det indlysende behov for at genopbygge Amerikas image i den arabiske og islamiske verden og de nylige afsløringer af, at folk fra AIPAC har overgivet regeringshemmeligheder til Israel. Man kunne også tro, at Arafats død og valget af den mere moderate Mahmoud Abbas ville give Washington anledning til at udøve et energisk og upartisk pres for en fredsaftale. Kort sagt, der er rigelig grund for ledere til at distancere sig fra Lobbyen og udvikle en Mellemøst-politik, som er mere i overensstemmelse med USA's bredere interesser. Især brugen af den amerikanske magt til at opnå en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne ville hjælpe til at fremme demokrati i regionen.

Men dette vil ikke ske – i hvert fald ikke snart. AIPAC og dets allierede (inclusive de kristne zionister) har ikke nogen seriøse modstandere i lobbyverdenen. De ved, at det er blevet mere vanskeligt at arbejde for Israels sag i dag, og de svarer med at ansætte flere folk og udvide deres aktiviteter. Desuden er amerikanske politikere utroligt følsomme i forhold til kampagne-bidrag og andre former for politisk pres, og større adgang til medierne er egnet til at få dem til at blive ved med at have sympati for Israel, ligegyldigt hvad Israel gør.

Lobbyens indflydelse forårsager problemer på flere fronter. Den forøger den fare for terrorisme, som alle stater må se i øjnene, også Amerikas europæiske allierede. Den har gjort det umuligt at afslutte den israelsk-palæstinensiske konflikt, en situation som giver ekstremister et stærkt rekrutteringsgrundlag, forøger udbudet af potentielle terrorister og sympatisører og bidrager til islamisk radikalisme i Europa og Asien.

Det er ligeledes bekymrende, at Lobbyens kampagne for et regimeskifte i Iran og Syrien kunne få USA til at angribe disse lande med potentielt katastrofale virkninger. Vi har ikke brug for endnu et Irak. Som et minimum gør Lobbyens fjendtlighed mod Syrien og Iran det næsten umuligt for Washington at inddrage dem i kampen imod al-Qaida og det irakiske oprør, hvor deres hjælp er højst påkrævet.

Der er også en moralsk dimension her. Takket være Lobbyen har USA de facto sat Israel i stand til at ekspandere i de besatte områder og er blevet medskyldig i de forbrydelser, som er begået mod palæstinenserne. Denne situation undergraver Washingtons anstrengelser for at igangsætte demokrati i andre lande og får det til at virke hyklerisk, når USA presser andre stater til at respektere menneskerettighederne. USA's anstrengelser for at begrænse udbredelsen af atomvåben virker også hyklerisk på grund af dets vilje til at acceptere Israels atomarsenal, hvilket kun opmuntrer Iran og andre til at søge en lignende udrustning.

Desuden er Lobbyens kampagne for at undertrykke debat om Israel usundt for demokratiet. At bringe skeptikere til tavshed ved at organisere sorte lister og boykotter – eller ved at beskylde kritikere for at være antisemitter – undertrykker princippet om åben debat, som demokratiet afhænger af. Kongressens manglende evne til at skabe en reel debat om disse vigtige spørgsmål hæmmer hele den demokratiske udviklingsproces. Israels støtter skulle have frihed til at arbejde for deres sag og svare dem der er uenige med dem, men forsøg på at lægge bånd på debatten ved at skræmme bør fordømmes fra alle sider.

Endelig har Lobbyens indflydelse været dårligt for Israel. Dens evne til at overtale Washington til at støtte en ekspansionistisk dagsorden har afholdt Israel fra at gribe muligheder – inclusive en fredsaftale med Syrien og en øjeblikkelig og fuld implementering af Oslo-aftalerne – som ville have reddet israelske liv og indskrænket antallet af palæstinensiske ekstremister. At nægte palæstinenserne deres legitime politiske rettigheder har sandelig ikke gjort Israel mere sikkert, og den langvarige kampagne for at dræbe eller marginalisere en generation af palæstinensiske ledere har styrket ekstremistiske grupper som Hamas, og reduceret antallet af palæstinensiske ledere som ville være villige til at acceptere en fair aftale og få den til at virke. Israel selv ville formodentlig være bedre stillet, hvis Lobbyen var mindre magtfuld og USA's politik mere upartisk.

Der er imidlertid et glimt af håb. Skønt Lobbyen stadig har en overvældende styrke, så bliver de uheldige virkninger af dens indflydelse stadig sværere at skjule. Magtfulde stater kan opretholde en fejlagtig politik i nogen tid, men realiteterne kan ikke skjules i længden. Hvad der er nødvendigt er en ærlig diskussion af Lobbyens indflydelse og en mere åben debat om USA's interesser i denne vitale region. Israels trivsel er en af disse interesser, men dets fortsatte besættelse af Vestbredden og dets bredere regionale dagsorden er ikke. Åben debat vil afsløre grænserne for det strategiske og moralske i ensidig USA-støtte og vil kunne bevæge USA til en position, som er mere i overensstemmelse med dets egne nationale interesser, med interesserne for de andre stater i regionen, og desuden med Israels langtrækkende interesser.

Undersøgelsen kan for øjeblikket læses på:
http://www.democracyinaction.org/dia/track.jsp?key=95873097&url_num=2&url=http://ksgnotes1.harvard.edu/Research/wpaper.nsf/rwp/RWP06-011/$File/rwp_06_011_walt.pdf
hvor det ligger som et ”arbejdspapir” med fyldige fodnoter eller på:
http://www.democracyinaction.org/dia/track.jsp?key=95873097&url_num=3&url=http://www.lrb.co.uk/v28/n06/print/mear01_.html,
der er en kortere version, der er blevet udgivet i London Review of Books (Det er denne udgave, der her er oversat).

Oversat fra engelsk af Karl Aage Angri Jacobsen, Ulla Lundberg og Dagmar Dinesen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar